Gå til hovedindhold
RA.Status: Optaget i Rammearkitekturen
RA.Område: Tværgående
RA.Type: Arkitekturmål, -principper og regler

AR 2.6: Adskil det foranderlige fra det uforanderlige (FK)

Når et forretningsområde analyseres, skal der lægges vægt på at adskille de dele af processerne, som ændrer sig ofte, fra de dele af processerne, som ændrer sig sjældent. Dette sikrer en robusthed over for eksempelvis lovændringer. I dag oplever kommunerne løsninger, hvis adskillelse af funktionalitet og data ikke er stringent, og hvor regler og data fx er indbygget i koden. Dette giver problemer ved ændringer i lovgivning og arbejdsprocesser, idet ændringer i systemerne må foretages gennem udviklingsarbejde.

Ældre end 12 mdr.
  • Læs op

Indhold

    Arkitekturregel

    FK: Denne arkitekturregel er en kommunal tilføjelse til de fællesoffentlige arkitekturprincipper og regler fra Hvidbogen om Fællesoffentlig Digital Arkitektur 2017, Digitaliseringsstyrelsen.

    Når et forretningsområde analyseres, skal der lægges vægt på at adskille de dele af processerne, som ændrer sig ofte, fra de dele af processerne, som ændrer sig sjældent. Dette sikrer en robusthed over for eksempelvis lovændringer. I dag oplever kommunerne løsninger, hvis adskillelse af funktionalitet og data ikke er stringent, og hvor regler og data fx er indbygget i koden. Dette giver problemer ved ændringer i lovgivning og arbejdsprocesser, idet ændringer i systemerne må foretages gennem udviklingsarbejde.

    Det betyder at:

    • Der fokuseres på, hvad der er stabilt, og hvad der er foranderligt allerede i analysen af forretningsområdet, bl.a. ved at sikre at ændringer i eksempelvis lovgivning ikke fører til omfattende udviklingsprojekter.
    • Kravspecifikationen definerer, hvad der er foranderligt, og hvad der ikke er.
    • Projektet skal vurdere, om det er merprisen værd at investere i konfigurérbare løsninger, da de umiddelbare omkostninger kan være højere men den langsigtede gevinst betydelig.

    Arkitekturreglen i praksis

    Leverandørerne på det fællesoffentlige marked beklager sig ofte over, at lovgivningen ændrer sig så meget, at de ikke kan følge med lovændringerne med forsinkelser og dårlig kvalitet til følge.

    Hyppige lovændringer er et vilkår, som ikke står til at ændre, så derfor bør det indtænkes fra starten at bygge systemer, så de er forandringsrobuste.

    En af de vigtigste måder at bygge forandringsparat er at adskille de dele, som ændrer sig hyppigt, fra de dele, som sjældent ændrer sig. Eksempelvis bør takster, satser, beregningsregler, klassifikationer og lignende IKKE bygges ind i koden, men etableres i særskilte registre, hvor de kan vedligeholdes og ændres, UDEN at systemerne skal kodes om.

    Denne opdeling skal videreføres i applikationsdesignet. Når man ved, hvilke dele af forretningen der ændres ofte, og hvilke dele der ændres sjældent, vil det være muligt at udvikle løsninger med indbygget forandringsparathed. Dvs. at ændringer i eksempelvis lovgivning ikke fører til omfattende udviklingsprojekter, men i stedet kan håndteres gennem ændringer af konfigurationer.

    Vejledning/Metode

    Mange foranderlige elementer i en it-løsning (parametre, værdier i dropdown-lister etc.) kan med fordel lægges som data i en klassifikationskomponent. Heri kan klassifikationerne ændres efter behov, uden at it-løsningen skal ændres.

    Beregningsregler og –rutiner kan med fordel lægges i små moduler, der nemt kan tilrettes. Husk at gemme de udgåede regler, således at der kan omberegnes bagud i tid i henhold til disse.

    Eksempler

    • KLE og Fællessprog III er eksempler på elementer (I dette tilfælde klassifikationer), som vedligeholdes og udstilles adskilt fra de it-løsninger som er anvendere af klassifikationerne. 
    • Det fælleskommunale klassifikationssystem, er en komponent i KOMBIT's infrastruktur, hvor kommunernes kan oprette, vedligeholde og udstille fælleskommunale klassifikationer, som kommunerne kan tilgå og anvende i deres it-løsninger.  
    • Referencearkitektur for Observation og Måling – Et af referencearkitekturens formål er, at opstille et mønster og arkitekturrammer for at kunne håndtere og understøtte klassifikationer over målbare og observerbare elementer om naturen i separate kataloger.

    Læs også/Links

    • Byggeblokken Klassifikation: Fælleskommunal standard til beskrivelse af indhold og struktur i klassifikationer, som blandt andet har dannet grundlag for det fælleskommunale klassifikationssystem.
    • Anvendelsesprofil for klassifikationer: Udkast til en fællesoffentlig anvendelsesprofil til brug for modellering af klassifikationers indhold og struktur. Anvendelsesprofilen er en dansk udgave af den internationale standard SKOS, som står for "Simple Knowledge Organization System".