Gå til hovedindhold
RA.Status: Optaget i Rammearkitekturen
RA.Område: Tværgående
RA.Type: Arkitekturmål, -principper og regler

AR 2.3: Undgå afhængighed af leverandører og proprietære teknologier

Offentlige myndigheder skal så vidt muligt undgå tekniske løsninger, der skaber bindinger til specifikke leverandører og til proprietære teknologier og produkter. Dette medvirker også til at udvikle et marked, hvor flere leverandører kan konkurrere om at levere systemer og services innovativt, billigt og fleksibelt til den offentlige sektor, og hvor der både er plads til standardløsninger og moduler fra flere leverandører baseret på åbne snitflader.

Ældre end 12 mdr.

Indhold

    Arkitekturregel

    Offentlige myndigheder skal så vidt muligt undgå tekniske løsninger, der skaber bindinger til specifikke leverandører og til proprietære teknologier og produkter. Dette medvirker også til at udvikle et marked, hvor flere leverandører kan konkurrere om at levere systemer og services innovativt, billigt og fleksibelt til den offentlige sektor, og hvor der både er plads til standardløsninger og moduler fra flere leverandører baseret på åbne snitflader.

    Det betyder at:

    • I forbindelse med nyanskaffelser og videreudvikling af it-løsninger stilles så vidt muligt krav om anvendelse af åbne standarder med stor udbredelse, der er uafhængige af bestemte leverandører, teknologier eller produkter.
    • Hvor det er relevant, anvendes bæredygtige open source komponenter.
    • Der sikres aftalemæssige og tekniske rammer for, at der senere kan skiftes til en anden leverandør, herunder at data er dokumenteret og kan trækkes ud af it-løsningen.
    • Data er ikke bundet af det system der, i øjeblikket, forvalter det. Det betyder, at data skal kunne importeres og eksporteres i et fælles aftalt forretningsdomænemodel og –format*.

    *) Kommunal tilføjelse til de fællesoffentlige arkitekturprincipper og regler fra Hvidbogen om Fællesoffentlig Digital Arkitektur 2017, Digitaliseringsstyrelsen

    Arkitekturreglen i praksis

    Det er vigtigt at forstå, at it-løsninger er ”forvaltere” (og ikke ejere) af kommunens data, og at denne forvaltning kun er for en periode. Over tid vil der komme andre it-løsninger, der forvalter de samme data. Derfor er det vigtigt, at it-løsninger arbejder efter en fælles forretningsdomænemodel, og at data kan im- og eksporteres i dette format. På den måde kan data overdrages til og leve videre under andre ”forvaltere”. Endvidere er det vigtigt, at der er åbne snitflader således at andre it-løsninger kan arbejde videre med de data, som skabes og vedligeholdes i en it-løsning.

    I indkøbs- eller udbudssituationen skal der, allerede ved kontraktindgåelsen, tages højde for og indarbejdes aftaler om det efterfølgende leverandørskift.

    Vejledning/Metode

    De fælleskommunale arkitekturprincipper og - regler og det fælleskommunale arkitekturscreeningsværktøj kan anvendes til at belyse vigtige arkitekturperspektiver, såsom leverandørafhængighed, teknologiafhængighed mfl. Vejledning om brug af open source i den offentlige sektor: Den fællesoffentlige digitale arkitektur (FDA) har udgivet en vejledning der hjælper beslutningstagere og andre, der skal tage stilling til anskaffelse af software, og som ønsker mere viden, konkrete eksempler og praktisk vejledning til brug af open source.KOMBITs drejebog for kommunal kontrakt- og leverandørstyring: Drejebogen er designet til at hjælpe danske kommuner med at optimere deres styring af IT-leverandører og kontrakter gennem hele indkøbsprocessen og kontraktperioden. Drejebogen tilbyder konkrete modeller, strategier og værktøjer for leverandør- og kontraktstyring, hvilket gør det muligt for kommunerne at strukturere og forbedre deres IT-indkøb og -udbud mere effektivt. Den indeholder også eksempler fra andre kommuner og anbefalinger til bedre praksis, der kan inspirere og vejlede kommunale beslutningstagere. 

    Læs også/Links

    SKI 02.19: Læs mere om, hvornår du kan bruge rammeaftalen og det dynamiske indkøbssystem.Beskrivelse af arkitekturreglen fra Digitaliseringsstyrelsen

    Kontakt

    Programleder

    Vibeke Normann

    IT-Arkitektur & Standarder

    Telefon: +45 3370 3883

    E-mail: vno@kl.dk