Fælleskommunale arkitekturmål
Sammenhængende it
Kommunens borgere og medarbejdere mødes af et sammenhængende it-landskab på tværs af den offentlige sektor og behøver derfor ikke genindtaste informationer, som allerede er kendte af andre it-løsninger. Kommunale it-løsninger indgår i en sammenhængende infrastruktur på tværs af leverandører og sektorer. Opgaveoverdragelsen fra løsning til løsning sker umiddelbart og pr. automatik.
Byg til genbrug og forandring
En kommune betaler ikke for den samme funktionalitet flere gange, da it-løsninger benytter og genbruger funktioner og/eller data. Kommunale it-løsninger er så vidt muligt modulopbygget af fælleskomponenter eller standardkomponenter som er kompatible. It-løsninger er lette at tilpasse i forbindelse med lovændringer eller forandringer i opgaveløsningen, så it-kompleksitet ikke er en bremse for forandring.
Flere leverandører
På et innovativt og konkurrencedrevent flerleverandørmarked kan kommunerne skifte leverandører uden tekniske barrierer, fordi kommunens it-løsninger er baseret på åbne standarder og udskiftelige komponenter.
Data som værdiskabende ressource
Data er en afgørende, værdiskabende ressource i forhold til kommunens opgaveløsning, og er derfor, inden for lovens rammer, tilgængelige og/eller åbne for anvendelse og genbrug for offentlige og private aktører. Data og datadefinitioner har en kvalitet, som muliggør anvendelse på tværs af sektorer og it-løsninger.
Tillid og sikkerhed
Kommunale it-løsninger bygges således, at borgere og virksomheder har tillid til, at deres data er korrekte, og at de behandles og opbevares, så de er sikret mod misbrug og utilsigtet adgang eller anvendelse. Data beskyttes ensartet på tværs af it-løsninger.