Gå til hovedindhold
/ Kunstig Intelligens

Kommuner tester AI-initiativer til kommunalpolitikere

Et nyt inspirationskatalog fra KL giver indblik i, hvordan fem kommuner i en tidlig fase afprøver kunstig intelligens for at understøtte kommunalpolitikernes arbejde. Kataloget præsenterer konkrete eksempler på initiativer, der skal hjælpe kommunalpolitikerne i en travl hverdag præget af store mængder tekster, mødemateriale og interne vejledninger.

4. dec. 2025

Illustrationen er lavet ved brug af generativ AI

Indhold

    Kommuner udvikler AI-værktøjer, der kan bruges af kommunalpolitikere til at finde rundt i mødemateriale, referater og andre dokumenter. Det er ikke formålet med AI-løsningerne, at de skal indgå i selve politikudviklingen. Ved at teste AI i mindre skala kan kommunerne høste erfaringer under kontrollerede forhold og tage højde for etiske og juridiske aspekter undervejs.

    "AI er alle vegne og selvfølgelig også i kommunalpolitik. Derfor er det naturligt, at kommuner og kommunalpolitikere nu er i fuld gang med at afprøve, hvordan AI helt konkret kan understøtte det politiske arbejde i hverdagen,” siger Frederik Nordentoft Andersen, kontorchef i KL’s Kontor for Digitaliseringspolitik.

    AI kræver kompetenceopbygning

    I inspirationskataloget giver KL gode råd til at komme i gang med AI i det kommunalpolitiske arbejde og deler generelle opmærksomhedspunkter for ansvarlig brug af AI.

    ”Når kommunalpolitikere kaster sig over kunstig intelligens, handler det ikke kun om teknologi – men om læring, refleksion og dialog. Det kræver tid at se, hvor AI giver værdi, og hvor man skal være påpasselig. Derfor er stærke kompetencer afgørende for at bruge teknologien ansvarligt og med blik for de etiske og demokratiske følger,” understreger Frederik Nordentoft Andersen.

    De fem cases i kataloget illustrerer, hvordan kommuner og kommunalpolitikere kan bruge AI i en overskuelig skala på en ansvarlig måde.

    Fra byrådschatbots til opgaveudvalg

    Inspirationskataloget beskriver fem cases fra kommuner, der allerede nu er i gang med AI-initiativer for at understøtte det kommunalpolitiske arbejde. Eksemplerne er i testfasen og spænder fra AI-chatbots til workshops og politiske opgaveudvalg med kommunalpolitikere, borgere og kommunale medarbejdere:

    1. Vejle Kommune har en AI-chatbot, der skal hjælpe med onboarding af nyvalgte politikere. Den kan svare på spørgsmål om kommunen og rollen som politiker.
    2. Aarhus Kommune udvikler AI-chatbots, der kan hjælpe politikere med at fremsøge materiale fra offentlige byrådsmøder og slå op i byrådshåndbogen.
    3. Kalundborg Kommune udvikler en AI-løsning, der skal gøre det lettere for politikere og borgere at tilgå referater og optagelser fra offentlige byrådsmøder.
    4. Skanderborg Kommune har på politikernes opfordring afholdt workshops om AI. Det har givet viden om udfordringer og muligheder med teknologien.
    5. Gentofte Kommune har nedsat et politisk opgaveudvalg, der med borgere og politikere skal sætte en fælles retning for AI i kommunen. 

    Gode råd til at komme i gang

    AI giver nye muligheder og udfordringer. Invitér til en politisk dialog i byrådet om de etiske dilemmaer, der er forbundet med AI. Der kan drøftes spørgsmål som: hvornår er vi som politikere trygge ved at bruge AI, hvor i arbejdet skal vi afholde os fra at bruge AI, og hvor giver AI nye risici?

    AI kan være relevant i forskellige opgaver i det kommunalpolitiske arbejde. Start i det små med at teste enkelte AI-løsninger. Det er vigtigt at afsætte tid til nysgerrighed i afprøvningen af AI og til refleksion over, om teknologien skaber den ønskede værdi.

    Mange nyere AI-løsninger, fx AI-chatbots med generativ AI, kan give hurtige og velformulerede svar på komplicerede spørgsmål. Det er nemt at tilgå løsningerne, men også relevant at bruge tid på at lære AI-løsningerne at kende. Det kan give større værdi forbundet med at bruge AI og øget viden om fordele og ulemper.

    Dokumenter

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Laura Skytte Viuf

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3443

    E-mail: lasa@kl.dk

    Konsulent

    Christoffer Lindved Dithmer

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3089

    E-mail: chld@kl.dk