Hvordan kan rammearkitekturen hjælpe med at styrke kommunernes digitale handlefrihed?
Kommunerne oplever at dele af deres it-drift og it-løsninger afhænger af få globale leverandører. Det rejser spørgsmål om kommunernes mulighed for at udskifte løsninger og bevare kontrollen over data og kode. Udfordringen er ikke ny: Monopolbruddet samt etableringen af KOMBIT og rammearkitekturen skulle netop mindske afhængigheden af én it-leverandør tilbage i 2008.
Digital handlefrihed – nye afhængigheder, samme problemstilling
Debatten om digital handlefrihed har fået ny aktualitet, men problemstillingen er velkendt for kommunerne. De har tidligere oplevet, hvordan afhængighed af én it-leverandør kan begrænse mulighederne for at vælge, kombinere og udskifte it-løsninger.
Kommunernes ønske om større digital handlefrihed på det kommunale it-leverandørmarkedet, var netop en central drivkraft bag kommunernes brud med Kommunedatas (KMD) monopol i 2008 også kendt som monopolbruddet.
Etableringen af KOMBIT og udviklingen af den fælleskommunale rammearkitektur var centrale greb i arbejdet med at genvinde kommunernes digitale handlefrihed gennem fælles arkitektur styring, samling af kommunernes fælles forretningsviden og krav til markedet.
I en tid med globale teknologileverandører står kommuerne overfor nye afhænigheder, som både omfatter de enkelte fagsystemer og de platforme, cloudtjenester og teknologier, som kommunernes digitale opgaveløsning bygger på. De kan derfor være mere vidtgående og vanskelige at gennemskue. Valget af én løsning kan binde kommunen til andre produkter og tjenester fra samme leverandør og gøre senere skift både vanskelige og omkostningsfulde.
Digital handlefrihed kræver derfor en fælles og vedholdende indsats for at sikre kontrol over egne data, forretningsviden og teknologiske valg. Her kan rammearkitekturen være et værktøj som kan hjælpe med at omsætte ambitionen til konkrete krav om åbne standarder, dokumenteret forretningsviden og løsninger, der kan fungere sammen og udskiftes. Men kravene skal indgå i anskaffelser og udvikling og følges op i den løbende styring af kommunernes it-landskab, hvis de skal gøre en forskel.
Spørgsmålet er derfor ikke alene, om rammearkitekturen kan styrke kommunernes digitale handlefrihed, men om vi anvender og udbygger den konsekvent nok, og om de valg, vi træffer i dag, giver kommunerne mulighed for at vælge anderledes i morgen.
Sådan kan rammearkitekturen bidrage til kommunernes digitale handlefrihed
It-arkitektur som disciplin kan hjælpe med at kortlægge og skabe overblik over kommunernes digitale bindinger. Ved at beskrive sammenhængene mellem opgaver, data, it-løsninger, platforme og leverandører bliver det tydeligere, hvor kommunen er afhængig, og hvad det kræver at ændre eller udskifte en løsning. Flere systemer fra forskellige leverandører kan eksempelvis være bundet til den samme underliggende platform. Overblikket giver et grundlag for at vurdere konsekvenserne og prioritere, hvor kommunen vil styrke sin digitale handlefrihed.
Digital handlefrihed drøftes på forskellige niveauer. Strategisk kan drøftelserne handle om kommunens kontrol over egen digitalisering, acceptable afhængigheder og prioritering af investeringer. Teknisk kan de handle om konkrete platforme, adgang til data, åbne snitflader og mulighederne for at udskifte komponenter.
It-arkitektur som disciplin kan hjælpe med at forbinde disse drøftelser. Arkitekturarbejdet kan omsætte strategiske ambitioner til konkrete krav og tekniske valg og samtidig gøre tekniske afhængigheder forståelige i en strategisk sammenhæng. Eksempelvis kan en binding til en bestemt platform belyses gennem dens konsekvenser for kommunens økonomi, opgaveløsning og fremtidige valgmuligheder.
Rammearkitekturens fælles mål, principper og begreber kan give ledelse, fagområder og it-specialister et fælles udgangspunkt for dialogen. Det gør det lettere at drøfte, hvilken handlefrihed kommunen ønsker, hvad den kræver i praksis, og hvilke afvejninger der er nødvendige. På den måde kan strategiske prioriteringer og tekniske muligheder kvalificere hinanden.
Rammearkitekturen samler kommunernes fælles mål, principper og standarder for digitale løsninger. Det giver kommunerne et fælles fagligt grundlag for at stille krav, der understøtter digital handlefrihed – eksempelvis om åbne snitflader, fælles datamodeller, dokumentation og mulighed for at udskifte dele af en løsning.
Når kommunerne anvender dette grundlag i anskaffelser og videreudvikling, får den fælles retning større gennemslagskraft i markedet. Leverandørerne møder mere ensartede forventninger og kan udvikle løsninger, der imødekommer behov hos flere kommuner. Det kan gøre det mere attraktivt at investere i løsninger, der fungerer sammen på tværs af leverandører.
Kommunerne kan omsætte rammearkitekturens indhold til krav i deres egne anskaffelser og supplere med relevant kravmateriale fra blandt andre KOMBIT, SKI og OS2kravmotor. Kravene skal konkretiseres til den enkelte løsning, så det er tydeligt, hvad leverandøren skal levere, og hvordan kommunen kan kontrollere, at kravene er opfyldt.
På den måde forbinder rammearkitekturen kommunernes langsigtede ambitioner med de konkrete indkøb. Hver anskaffelse kan bidrage til et it-landskab, hvor kommunerne kan genbruge data, kombinere løsninger og skifte leverandør.
Når leverandører udvikler og leverer kommunale it-løsninger, opbygger de vigtig viden om kommunernes opgaver, regler, arbejdsgange og data, og ofte er disse bundet til de konkrete it-løsninger. Hvis denne viden alene findes hos leverandørerne eller er indbygget i løsningerne, bliver kommunerne afhængige af dem for at forstå, ændre og videreudvikle deres egen digitale opgaveløsning. Det kan også begrænse kommunernes mulighed for at forstå og anvende egne data – eksempelvis når data skal bruges til nye formål, deles på tværs af fagområder eller flyttes til en anden løsning. Adgang til data er ikke tilstrækkelig, hvis viden om deres betydning, sammenhænge og de regler, de er dannet efter, bliver hos leverandøren.
Digital handlefrihed handler derfor også om at hjemtage forretningsviden og gøre den tilgængelig uafhængigt af de enkelte it-løsninger. Kommunerne skal kunne stille krav om, at centrale begreber, datamodeller, klassifikationer, forretningsregler og arbejdsgange beskrives og dokumenteres, så denne viden kan anvendes på tværs af systemer og leverandører.
Rammearkitekturen er tænkt som et fælles sted at samle, vedligeholde og udstille denne forretningsviden. Når den gøres tilgængelig for alle, får kommunerne et stærkere grundlag for at stille krav, genbruge data og skifte løsninger, mens flere leverandører får mulighed for at udvikle løsninger på et fælles, kendt grundlag.
Læs mere om kommunernes fælles forretningsviden på rammearkitekturens hjemmeside: Rammearkitektur
Når data beskrives og udveksles efter fælles, åbne standarder, bliver anvendelsen af dem mindre afhængig af den enkelte leverandørs systemer og datamodeller. Det gør det lettere at:
- flytte data mellem systemer og leverandører
- forstå og anvende kommunens egne data på tværs af løsninger
- koble nye løsninger på uden omfattende særtilpasninger
Kommunernes data skal kunne anvendes, selvom den løsning, der har skabt eller forvaltet dem, bliver udskiftet. Fælles datastandarder beskriver datas betydning, struktur og sammenhænge, så denne viden kan følge med ind i andre løsninger. Det kan eksempelvis være oplysninger om en sag, en afgørelse eller en ydelse, som skal kunne forstås og anvendes af flere systemer og leverandører.
Rammearkitekturens fælleskommunale datastandarder kan indgå som krav ved udbud og anskaffelser og som fælles grundlag for integration mellem løsninger. De giver samtidig leverandørerne et fælles udgangspunkt for at udvikle løsninger, der kan fungere sammen.
Handlefriheden kræver, at standarderne anvendes i praksis. Kommunerne skal derfor også sikre, at data kan udtrækkes og udveksles i de aftalte formater, og at relevant dokumentation følger med. Det understøtter, at kommunerne kan udskifte eller kombinere løsninger og bevare både adgangen til og forståelsen af deres data.
Åbne datastandarder er en rammearkitekturens grundsten, og der er over en længere årrække blevet optaget en lang række åbne datastandarder i rammearkitekturens.
Gå på opdagelse i oversigten over datastandarder.
Open source betyder, at en it-løsnings kildekode er tilgængelig og må bruges, ændres og deles af andre end den leverandør som har udviklet koden. Open source kan være et hjælpemiddel til at give kommunerne større indsigt i og indflydelse på deres it-løsninger og bedre mulighed for at vælge, hvem der skal drifte, vedligeholde og videreudvikle dem. Muligheden for at bruge, ændre og dele kildekoden gør det samtidig lettere at genbruge løsninger og samarbejde på tværs af kommuner.
Rammearkitekturen understøtter denne tilgang gennem arkitekturreglen om at undgå afhængighed af leverandører og proprietære teknologier, som peger på bæredygtige open source-komponenter, hvor det er relevant.
KL har gennem sit arkitektursamarbejde med DIGST desuden bidraget til den fællesoffentlige vejledning om brug af open source. Kommunerne kan bruge vejledningen ved markedsafdækning, anskaffelser og fælles udvikling. Den hjælper med at vurdere genbrugsmuligheder, modenhed og samlede omkostninger samt betydningen af licenser, dokumentation, åbne snitflader og adgang til data.
Fællesskaber som OS2 omsætter denne retning til praksis. Her kan kommunerne udvikle løsninger ud fra fælles behov, dele ressourcer og få indflydelse på udviklingen, mens leverandører bidrager med udvikling, drift og support. Det understøtter rammearkitekturens ambition om genbrug og mindre leverandørafhængighed.
Handlefriheden styrkes, når rettighederne til softwaren følges af dokumentation, kompetencer og en organisering, der gør det muligt at forstå, anvende og videreudvikle kildekoden. Løsningens opbygning, forretningsregler og tekniske afhængigheder skal være beskrevet, så andre kan overtage arbejdet.
Kommunerne behøver ikke selv at have alle kompetencerne, men kan sikre dem gennem kommunale samarbejder og leverandører. Med et tydeligt ansvar for vedligeholdelse og udvikling bliver åben kildekode et praktisk grundlag for at skifte samarbejdspartner, tilpasse løsningen og lade andre bygge videre på det, der allerede er udviklet.
En modulær arkitektur opdeler it-løsninger i afgrænsede dele med tydelige opgaver. Når delene er løst koblede og kommunikerer gennem åbne, dokumenterede snitflader, kan de lettere videreudvikles, kombineres og udskiftes, uden at ændringer spreder sig til hele løsningen.
Det kan eksempelvis gøre det muligt at tilføje en ny selvbetjeningsløsning eller udskifte en beregningskomponent, mens resten af systemet bevares. Det giver også bedre muligheder for, at flere leverandører kan bidrage med forskellige dele, og at kommunen kan tage ny teknologi i brug gradvist.
Rammearkitekturens principper, byggeblokke og datastandarder kan understøtte denne tilgang ved at tydeliggøre ansvar, data og samspil mellem løsningernes dele. Kommunerne kan bruge dem som grundlag for krav om modulær opbygning, åbne snitflader og dokumentation. Det styrker mulighederne for at tilpasse den digitale opgaveløsning til nye behov og bevare valgfriheden over tid.