Gå til hovedindhold
/ Teknologier
/ Digitalisering
/ Digital transformation

Teknologiradar 2025 stiller skarpt på AI

Kommunernes Teknologiradar 2025 giver et aktuelt overblik over 24 udvalgte teknologiers modenhed og udbredelse i kommunerne. I år er der sat markant større fokus på AI: Hele 11 typer AI-teknologi er med. Tendensen er tydelig: AI er på vej til at blive moden til drift, og kommunerne er i stigende grad i gang med at afprøve teknologierne eller implementere dem på tværs af fagområder.

24. sep. 2025
Følgende teknologier vurderes som KLAR: Generelle AI chatbots, Cloud, IoT og sensorer, RPA, Videoløsninger, IAM, SIEM. Følgende vurderes som AFPRØV: AI voicebots, AI taleteknologi, Specialiserede AI chatbots, AI-assisterede fagsystemer, AI til visualiseringer, Process eller task mining, Computer vision, Machine learning, Fysiske robotter, VR, AR, Droner, Edge computing. Følgende vurderes som HOLD ØJE: AI-agenter, AI-avatars, Digitale tvillinger. Følgende vurderes som AFVENT: Kvantecomputing

Indhold

    Teknologiradaren rangerer forskellige teknologiers modenhed i kommunerne og giver et pejlemærke for, hvilke der er klar til drift, hvilke der er i afprøvning, og hvilke det er værd at holde øje med i de kommende år.

    ”KL’s Teknologiradar giver et vigtigt overblik over, hvor kommunerne står – og hvor teknologier bevæger sig hen. Særligt inden for AI ser vi en markant modning og skalering, hvor løsninger som chatbots, fagsystemer med indbygget kunstig intelligens og AI-taleteknologi i flere tilfælde er gået fra pilot til drift. Allerede i dag kan kommunerne hente konkret værdi – fx i borgerservice, sagsbehandling og planlægning. Men vi ser også konturerne af næste bølge, særligt i form af AI-agenter,  der vil ændre, hvordan vi planlægger, prioriterer og samarbejder. Kommunerne har et gyldent øjeblik netop nu – til både at skalere det kendte og tage stilling til det næste,” siger Lars Sommer, lektor, DTU.   

    ”AI har for alvor gjort sit indtog i kommunerne. Næsten halvdelen af Teknologiradaren 2025 er dedikeret til kunstig intelligens. Vi har valgt at inkludere markant flere typer af kunstig intelligens i radaren, fordi der er en enorm interesse for det. Kommunerne efterspørger viden om AI-teknologierne – om de er modne til at tage i anvendelse, hvor de kan skabe værdi, og om andre kommuner lykkes med det,” siger Lasse Jacobsen, konsulent i KL.

    Klar, afprøv, hold øje eller afvent

    Alle 98 kommuner har i juni 2025 svaret på KL’s spørgeskemaundersøgelse om deres brug af teknologi. Undersøgelsen er udsendt til alle chefer på otte fagområder, og i år har 656 kommunale ledere og nøglemedarbejdere besvaret spørgeskemaet.

    Teknologiernes placering i radaren baserer sig både på deres udbredelse i kommunerne og på teknisk modenhed, vurderet af eksperter fra Danmarks Tekniske Universitet. De to forhold bestemmer teknologiernes samlede placering i Teknologiradaren, under de fire kategorier: KLAR, AFPRØV, HOLD ØJE og AFVENT.

    ”I Teknologiradaren 2025 ser vi, at mange af teknologierne, også inden for kunstig intelligens, teknisk set er ved at være forholdsvist modne. Når flere af dem alligevel placerer sig i AFPRØV eller HOLD ØJE, skyldes det, at de i mindre grad er bragt i anvendelse i kommunerne bredt set. Her kan der være et uforløst potentiale, der venter på at blive indfriet. Omvendt kan der være gode grunde til, at teknologierne i mindre grad anvendes – fx behov for juridiske afklaringer, usikkerhed om databeskyttelse eller etiske overvejelser. Det er væsentlige forudsætninger, som bør være på plads, inden man implementerer ny teknologi,” fortæller Lasse Jacobsen, konsulent i KL. 

    Se Kommunernes Teknologiradar 2025

    Kontakt

    Konsulent

    Lasse Jacobsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3090

    E-mail: jala@kl.dk