Gå til hovedindhold
/ Teknologier

Ny juridisk AI-værktøjskasse skal hjælpe kommunerne med at navigere i reglerne

KL lancerer nu en ny juridisk AI-værktøjskasse, der skal gøre det lettere for kommunerne at arbejde ansvarligt og lovmedholdeligt med kunstig intelligens.

24. sep. 2025

Indhold

    KL’s juridiske AI-værktøjskasse er udviklet i samarbejde med Poul Schmith, Kammeradvokaten, som en praktisk hjælp til de medarbejdere, der til daglig sidder med AI-projekter, typisk complianceansvarlige og digitaliseringskonsulenter i forvaltningerne. Den guider trin for trin gennem de juridiske krav i både databeskyttelsesforordningen (GDPR) og AI-forordningen og samler undervejs de relevante overvejelser, værktøjer og skabeloner.

    ”Den juridiske AI-værktøjskasse skal være et redskab, der kan hjælpe kommunerne med at leve op til de komplekse krav i EU’s AI-forordning og databeskyttelsesreglerne. Værktøjskassen samler reglerne ét sted og gør det lettere at omsætte dem til praksis i hverdagen,” siger Frederik Nordentoft Andersen, kontorchef for Digitaliseringspolitik, KL.

    Ét værktøj – tre formater

    Værktøjskassen findes i forskellige formater, så medarbejderne kan vælge den form, der passer bedst til deres behov: 

    ”På baggrund af input fra sparringskommuner har vi prøvet at udvikle en værktøjskasse, der både kan bruges  på en klassisk måde for et overblik over indhold og dokumenter, og som et interaktivt redskab, der giver en illustrativ gennemgang af brugerrejsen fra idé til ibrugtagning af AI i kommunerne,” fortæller Frederik Nordentoft Andersen.

    De tre formater er:

    • En interaktiv udgave, der fungerer som en visuel guide og vejleder kommunerne gennem hele processen – fra idé til idriftsættelse – med mulighed for at generere en afsluttende vejledende oversigt, som kan bruges i det videre arbejde.
    • En klassisk udgave med fold-ud-menuer, beskrivelser og links til de centrale begreber, handlinger og dokumenter.
    • En dokumentsamling til medarbejderne, der ved præcis, hvilke dokumenter de har behov for.

    Fra definition til idriftsættelse

    Værktøjskassen skal hjælpe kommunerne med at afklare centrale spørgsmål som:

    • Er der tale om et AI-system?
    • Hvilken risikokategori hører systemet under?
    • Behandler systemet personoplysninger – og kræver det en konsekvensanalyse (DPIA) eller en AI-konsekvensanalyse (FRIA)?
    • Hvilken rolle har kommunen – udbyder eller idriftsætter af AI-systemet?
      For at kunne besvare disse spørgsmål har KL’s juridiske AI-værktøjskasse samlet essentielle links og skabeloner fra Kammeradvokaten, Digitaliseringsstyrelsen og Datatilsynet samt definitioner til afklaring af, hvilke AI-systemer, som kommunen ønsker at udvikle eller ibrugtage. 

    Kontakt

    Konsulent

    Christoffer Lindved Dithmer

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3089

    E-mail: chld@kl.dk

    Chefkonsulent

    Louise Marie Jespersen

    Digitale Projekter, Borgerservice & IT-Arkitektur

    Telefon: +45 3370 3025

    E-mail: lomj@kl.dk