AI i klasselokalet: Se, hvordan otte kommuner griber det an
Hvordan arbejder lærere og skoleledelser med AI i undervisningen? Københavns Kommune har søsat en fælles indsats for at styrke AI-kompetencerne og har blandt andet udvikle undervisningsforløb, guide og dilemmakort. Erfaringerne herfra er med i KL’s nye inspirationskatalog, der skal hjælpe skoler med at navigere i muligheder og dilemmaer ved AI i undervisningen.

Når teknologien rykker ind i klassen
Hvordan arbejder vi med AI i undervisningen? Det spørgsmål fylder stadig mere blandt skoleledere, lærere og elever. Københavns Kommune har med BUFX (Børne- og Ungdomsforvaltningens enhed for teknologiforståelse og praksisfaglighed) som drivkraft igangsat en fælles indsats for at styrke AI-kompetencerne – med nysgerrighed og omtanke.
"Københavns Kommune har været optaget af, at AI kalder på fælles refleksioner på skolerne, inden man 'slipper teknologien løs'. Derfor skal både ledelse og lærere klædes på, så drøftelserne kan starte, før man arbejder med AI i klasserne," siger Mathilde Skjøth, teamleder i BUFX, der understøtter skolernes arbejde med teknologi og praksisfaglighed. BUFX laver AI-forløb og kompetenceudvikling til både skoleledelser, lærere og elever.
Siden skoleåret 2024/25 har Københavns Kommune tilbudt frivillige kompetenceforløb for hele lærerkollegier og skoleledelser. Forløbene varer ca. to timer og kan bookes efter behov. Derudover har skolerne adgang til AI-materialer via kommunens platform.
AI kalder på dialog
Københavns Kommune har gode erfaringer med at bruge konkrete eksempler og give lærerne tid til at eksperimentere med AI. Samtidig opleves det, at AI rejser flere refleksioner og etiske spørgsmål end tidligere digitaliseringsindsatser. Hvis der ikke er en fælles linje på skolen, kan det skabe forvirring – både for lærere og elever.
”For eleverne kan det være usikkert, hvornår brug af AI betragtes som hensigtsmæssigt, og hvornår det ikke gør. Nogle elever synes, det føles forkert eller som snyd at få hjælp af AI, mens andre oplever, at de faktisk lærer mere og bliver dygtigere. Derfor giver det rigtig god mening at tage snakken på forhånd – både i lærergruppen og med eleverne – så man er enige om, hvad der gælder,”fortæller Mads Ostermann, underviser i BUFX.
København Kommune har blandt andet lavet en guide til AI i undervisning og lærerarbejde. Guiden giver en kort og praktisk introduktion til, hvordan AI kan bruges i undervisningen, hvad man skal overveje – og hvilke regler der gælder i kommunen.
Nyt inspirationskatalog: Forskellige tilgange til AI i undervisningen
KL har undersøgt, hvordan kommuner arbejder med at styrke elevernes teknologiske, praktiske og etiske AI-færdigheder gennem undervisningsforløb, der skaber dialog og klare rammer for brugen af AI-værktøjer i undervisningen.
Det nye inspirationskatalog præsenterer otte eksempler, der viser forskellige måder at integrere AI i dele af undervisningen.
Otte eksempler på arbejdet med AI i undervisningen i grundskolen:
- Dilemmakort om brugen af AI i undervisningen
BUFX, Københavns Kommune - Menneskeskabt eller ej? En museums-oplevelse for at fremme dialoger om AI
Birkerød Skole, Rudersdal Kommune - Kunstig intelligens i sprogundervisningen
Præstemoseskolen, Hvidovre Kommune - Anvendelse af AI-værktøjer i udvalgte processer i projektopgaven
Munkekærskolen, Solrød Kommune - Analog og digital brainstorm med AI-chatbots
Marienhoffskolen, Syddjurs Kommune - Elever iscenesætter politisk topmøde med hjælp fra AI
Lemtorpskolen, Lemvig Kommune - Analoge og digitale aktiviteter om data, sprogmodeller og chatbots
Gammelgårdsskolen, Aarhus Kommune - Evaluering af undervisning med dialoger og AI musik
Fuglesanggårdsskolen, Lyngby-Taarbæk Kommune
Få mere inspiration til:
Har I brug for inspiration til kompetenceudvikling om AI for pædagogisk personale, kan I finde fem kommuners forskellige tilgange i inspirationskataloget "Fem eksempler på arbejdet med AI-færdigheder for personale i grundskolen".
Det er vigtigt, at medarbejdere har de nødvendige kompetencer til at bruge kunstig intelligens ansvarligt og effektivt. Ifølge EU’s AI-forordning skal organisationer sikre, at medarbejdere med ansvar for AI-systemer har relevante færdigheder. På KL’s side om AI-færdigheder kan I få overblik over centrale begreber og opmærksomhedspunkter inden for teknologiske, praktiske og etiske færdigheder.
Hvis I vil se, hvordan lærere, pædagoger og vejledere i otte kommuner bruger AI-chatbots i deres arbejde og forberedelse, kan I dykke ned i cases i inspirationskataloget "Otte eksempler på, hvordan personale i grundskolen bruger AI i forberedelsen".
AI i kommunerne
AI har potentiale til at løfte den kommunale velfærd, men brugen rummer også udfordringer med bl.a. etik, jura, data og idriftsættelse.
På vores site om AI kan du finde viden og værktøjer til kommunernes arbejde med AI - fra webinarer og AI-skole til guidelines:
Kontakt
Christoffer Lindved Dithmer
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3089
E-mail: chld@kl.dk