Gå til hovedindhold
/ Digital transformation
/ Socialområdet
/ Inklusion

Brune værtshuse og prøvehandlinger: Digital inklusion i Aarhus Kommune

Digitaliseringen i samfundet accelererer. Det samme gør Aarhus Kommunes indsats for digital inklusion. Kommunens handleplan for perioden 2023-2026 er én af de første af sin slags i Danmark.

13. dec. 2023

Kommunens medarbejdere besøgte bl.a. brune værtshuse for at tale med gæster og bartendere for at få viden om digitalt udfordrede borgere.

Indhold

    Aarhus Kommunes overordnede ambition er at sikre god service til alle borgere uanset deres sociale situation og foretrukne kommunikationskanal. Målet er at støtte borgere, der oplever udfordringer i den stadigt mere digitaliserede kontakt med kommunen:

    ”Vi vil gerne minimere barriererne, så alle kan være med. Hvis vi kan få flere med over på det digitale, så er det god service,” siger Ina Bækgaard, der er projektleder i Aarhus Kommune.

    Kommunen arbejder med tre principper for at indfri ambitionen om at yde god service til alle borgere:

    Aarhus’ principper for digital inklusion

    • I kommunen vil man gerne minimere barriererne så flere kan være med.
    • Da 74% af danskerne foretrækker digitale løsninger til at klare deres ærinder, er målet at imødekomme denne præference og dermed sikre god service for flertallet.
    • Fokus er at sikre hjælp og ligeværdige alternativer til dem, der oplever udfordringer i den digitale kontakt.
    • Da 17-22% af danskerne er digitalt udfordrede i deres kontakt med det offentlige, ønsker Aarhus Kommune at sætte særligt fokus på at hjælpe denne gruppe af borgere.
    • Kommunen vil støtte pårørende, frivillige og medarbejdere i at hjælpe med det digitale.
    • 63% af dem, der har brug for hjælp, ønsker at modtage denne støtte fra familie eller venner. Derfor har kommunen fokus på at skabe en stærk støttestruktur for dem, der er i hjælperrollen.

    MitID First – en succesfuld prøvehandling

    Gennem dialog med Udsatterådet og forskellige borgergrupper har Aarhus Kommune indsamlet vigtig viden om borgernes digitale udfordringer. Medarbejdere har fx været på flere brune værtshuse for at tale med gæster og bartendere og på den måde indsamle viden om digitalt udfordrede. 

    Kommunen har også gennemført en prøvehandling ud fra princippet ”MitID First”. Prøvehandlingen forløb i foråret 2023 i ca. 2,5 måned med fokus på hjemløse og de mestringsvejledere, der hjælper dem (tidligere bostøtte). Kommunen kiggede ind i, hvilke udfordringer der kunne være for at få MitID, som er afgørende for adgang til mange samfundsfunktioner.

    ”Der er aftalt et tættere samarbejde mellem Borgerservice og mestringsvejlederne. Det betyder i praksis, at mestringsvejlederne kan møde op i Borgerservice sammen med udsatte borgere uden den ellers obligatoriske tidsbestilling. Det gør livet lettere for hjemløse, der ofte har en kort planlægningshorisont," forklarer Ina Bækgaard.

    Borgerservice fandt løsning på legimitationskrav

    Aarhus Kommune har fundet en mulighed for at hjælpe med at opfylde de legimitationskrav, der gælder for at få udstedt MitID. Mange hjemløse har ikke et gyldigt pas eller kørekort, og det kan være besværligt og bekosteligt at få anden legimitation. Borgerservice tænkte kreativt og fandt ud af, at de kunne udstede en såkaldt intern, administrativ bopælsattest, som ikke blev udleveret til borgeren, og som derfor er gratis for borgeren. Det koster ellers 84 kr. at få udstedt en bopælsattest i kommunen:

    ”Vores initiativer betyder, at de digitalt udsatte borgere nu får hurtigere og effektiv hjælp til MitID," understreger Ina Bækgaard:

    "Siden vi igangsatte prøvehandlingen tilbage i april, har vi haft 150 borgere, der er kommet i Borgerservice med en mestringsvejleder og har fået udstedt et MitID. Og mestringsvejlederne giver udtryk for, at det for dem er blevet meget nemmere at hjælpe borgerne med det digitale." 

     

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Signe Lund Tovgaard

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3273

    E-mail: silt@kl.dk

    Specialkonsulent

    Marie Madsen

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3377

    E-mail: mmd@kl.dk