Gå til hovedindhold
/ Robotic Process Automation
/ Økonomi og administration
/ Teknologier

Ny analyse: 10 teknologier der frigør tid i kommunerne

KL sætter i en ny analyse spot på 10 teknologier, der frigør tid og ressourcer i kommunerne – og som hjælper medarbejdere med at løse deres opgaver på nye måder.

12. sep. 2022

Indhold

    I en tid, hvor velfærden er under pres, skal teknologi og digitale løsninger hjælpe til at løse opgaverne, så hænderne rækker længere. Det bliver helt centralt nu og i fremtiden, hvor manglen på arbejdskraft forventes at stige. KL har i samarbejde med Deloitte samlet 10 eksempler på tidsbesparende teknologier, hvor kommunerne har kunnet dokumentere effekten af at tage løsningen i brug.

    Fra velfærdsteknologi til administration

    Eksemplerne i analysen spænder fra velfærdsteknologiske løsninger på sundheds- og ældreområdet, til automatisering af administrative opgaver.

    Læs fx om hvordan Vejle Kommune har sparet over 100 timer pr. borger om året på skærmbesøg, vel at mærke med en brugertilfredshed på 94 procent. Eller hvordan Københavns Kommune er gået fra 30 til 6 medarbejdere, som arbejder med brugeradministration, ved at automatisere håndteringen af brugeradgange.

    Analysen sætter konkrete tal på, hvad kommunerne har opnået ved at implementere teknologien. Men den fokuserer også på, hvordan kommunerne er lykkes med at komme i mål og opnå den ønskede effekt. Med andre ord: Hvad har været de organisatoriske forudsætninger for succes?

    Input til prioritering

    Caseanalysen kan bruges som et input til prioriteringer af teknologiske løsninger, der kan skabe værdi og frigøre ressourcer. Analysen blev iværksat i kølvandet på KL’s Digitaliseringspolitik ”Gentænk velfærden”, hvor et af fokuspunkterne er, at kommunerne skal bruge det, der virker, og implementere teknologier, der har vist deres værd. De 10 eksempler er blot et udsnit af teknologier, som er værd at kigge nærmere på.

    Næste skridt på vejen er, at KL lancerer et ”Teknologipartnerskab”, som giver konkret støtte til et fællesskab af kommuner, der ønsker at være med til at implementere og skalere digitale løsninger, som andre kommuner har kunnet dokumentere effekten af. Partnerskabet lanceres i løbet af efteråret 2022.

    KL deler gerne andre gode eksempler, så skriv til os, hvis I har en digital løsning med dokumenteret effekt, som andre kommuner kan få gavn af. 

    Dokumenter

    Kontakt

    Konsulent

    Christina Leeson

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3226

    E-mail: capl@kl.dk