Gå til hovedindhold

Kommunernes webinarrække om generativ AI

KL introducerer en ny webinarrække, som tager fat på et af tidens store samtaleemner: generativ AI. Webinarrækken giver viden og inspiration om den omdiskuterede teknologi.

  • Læs op

Indhold

    AI-interesserede medarbejdere og ledere i kommunerne kan følge KL's gratis webinarrække om generativ AI. Webinarrækken er et inspirations- og debatrum med fokus på ansvarlig brug af teknologien, der siden lanceringen af chatbotten ChatGPT i november 2022 har spredt sig til mange forskellige områder.

    Du kan enten følge webinarrækken live eller se de afholdte webinarer, når det passer dig. Hvis du er tilmeldt til KL’s Videncenter Meetups, får du tilsendt en kalenderinvitation med direkte link til at følge webinaret. 

    Aktuel viden om muligheder og udfordringer

    I webinarrækken deler videnspersoner, myndigheder og eksperter deres viden om muligheder og udfordringer med teknologien bag ChatGPT og andre services, som bruger generativ AI. Der er meget at være opmærksom på: Fra teknik og jura til etik, transparens, misinformation, trivsel og meget mere. Det er vigtigt, at kommunerne drøfter internt, hvilke opmærksomhedspunkter, de skal have ift. at anvende teknologien.

    Webinarrækken henvender sig til ledere og medarbejdere i kommunerne, som ønsker:

    • At få indblik i teknologien bag generativ AI og store sprogmodeller.
    • At få indblik i opmærksomhedspunkter, som knytter sig til at bruge teknologien.
    • At få inspiration til nye drøftelser i kommunerne om teknologien.

    Se kommende webinarer

    Vil I være med til at skabe fremtidens danske sprogmodeller? Sådan lyder det fra det nye Dansk Sprogmodel Konsortium, der på dette webinar fortæller alt om initiativet, der blev lanceret i begyndelsen af maj.

    Anført af IBM, Dansk Erhverv og Alexandra Instituttet inviterer Dansk Sprogmodel Konsortium offentlige og private parter til at blive en del af et værdibaseret fællesskab, som deler data og udvikler fremtidens danske sprogmodeller. Enkelte kommuner er allerede blevet medlemmer. 

    På webinaret fortæller Frederikke Rosendal Egede Saabye fra Dansk Erhverv og Jens Kaas Benner fra Alexandra Instituttet om tankerne bag konsortiet. Lone Juric fra Aarhus Kommune forklarer, hvorfor Aarhus Kommune synes, at det er en god idé at være medlem. 

    Bagefter går vi i AI-maskinrummet med Thomas Lerche fra Gladsaxe Kommune. Han fortæller om kommunens arbejde med specialiserede chatbots, der kan hjælpe medarbejderne i hverdagen.

    Følg webinaret om fremtidens danske sprogmodeller og GenAI-nutid  i Gladsaxe d. 4. juni kl. 9-10 

    Se afholdte webinarer

    Hvordan foregår det, når generativ AI følger en telefonsamtale og bagefter hjælper medarbejderen med at skrive et journalnotat? Det  deler ATP viden om, når de præsenterer deres journalnotatprojekt, hvor generativ AI assisterer medarbejderne. Bagefter fortæller Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen om en ny regulatorisk sandkasse, der kan vejlede myndigheder om juridiske forhold inden for AI.

    Se webinaret fra d. 30. april 2024

    På dette webinar indleder KL med at give en overflyvning på de nuværende indsatser om AI. Derefter fortæller Frejdie Søndergård-Gudmandsen fra cBrain om, hvordan virksomheden arbejder med generativ AI i deres systemer, til gavn for brugerne. Til sidst fortæller Jens Kaas Benner fra Alexandra Instituttet om deres arbejde med at udvikle egen sprogmodel, og hvorfor de har valgt dette.

    Se webinaret fra d. 4. april 2024 

    Ida Ebbensgaard, Fellow ved SDU og tidligere chefredaktør på Zetland, fortæller om udviklingen inden for generativ AI. Hun kaster lys over, hvad du som medarbejder skal være opmærksom på, og giver sit perspektiv på, hvordan samfundet bliver påvirket af generativ AI.

    KL og Komponent løfter sløret for nye kompetenceforløb til kommunerne om kunstig intelligens med særlig fokus på generativ kunstig intelligens som bl.a. Bard, CoPilot og ChatGPT. Du får highlights fra forløbet, der har målrettede tilbud til både medarbejdere, ledere og politikere. Kommunerne kan fx lære at skrive gode prompts og få afklaret vigtige juridiske forhold forbundet med at bruge teknologien.

    Senere på webinaret fortæller Tobias Panduro, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, om deres nye guide for ansvarlig brug af generativ kunstig intelligens.

    Se webinaret fra d. 8. februar 2024

    Vi sætter fokus på, hvordan man udvikler chatbots med generativ AI, og hvad danskerne tænker om kunstig intelligens.

    Nicklas Fledelius fra Vejle Kommune fortæller om udviklingen af en chatbot specifikt til Vejle Kommunes intranet, og Mads P. Henrichsen fortæller om udviklingen af DanskGPT. Til sidst præsenterer Nana Holstein fra MandagMorgen en ny analyse af danskernes holdning til kunstig intelligens.

    Se webinaret fra d. 28. november

    Oplev Nanna Bjørner, partner i Implement præsentere vigtige nedslag fra analysen "Sprogmodeller i Danmark". Bagefter kan du følge paneldebatten med Emilie Loiborg, Horten Advokat, Sabine Kirchmeier, Sprogforsker og President i European Federation of National Institutions for Language, samt Implement, som kommenterer på og perspektiverer analysens resultater. Til sidst kan du høre Martin Nielsen, Komponent, fortælle om kommunale erfaringer med prompts.
    Se webinaret fra d. 31. oktober 

    Du kan høre Laura Skytte Andersen, Konsulent i KL, fortælle om KL's guide om offentlige tjenester med generativ AI. Du kan også høre Eva Maria Knudsen, Odense Kommune, fortælle om overvejelser om generativ AI, og bagefter kan du høre Martin Lassen-Vernal, Københavns Kommune, fortælle om, hvordan Teknik- og Miljøforvaltningen har organiseret arbejdet om generativ AI.
    Se webinaret fra d. 10. oktober 2023

    Hør Bent Dalager, partner i KPMG, fortælle om generativ AI, og følg en paneldebat med Bent, Louise Harder Fischer, lektor, ITU, og Caroline Hegelund, digitaliseringschef, Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
    Se webinaret fra d. 19. september 2023

    Hvad er generativ AI og store sprogmodeller?

    Generativ AI og store sprogmodeller er forskellige typer af kunstig intelligens.

    Generativ AI gør computere i stand til at producere nye tekster, billeder, videoer, eller musik. Den har en slags kreativ evne til at skabe ting, som ingen har set før. Men generativ AI kan kun skabe nye ting ud fra den data, som den generative AI er trænet på.

    Store sprogmodeller er trænet på store mængder af tekstdata. Det kan være tekstdata, som stammer fra tekster på internettet, bøger og artikler. Når sprogmodeller gentagne bliver trænet i at forstå tekstdata, så lærer de, hvordan ord og sætninger er struktureret. Det gør, at man kan kommunikere med en sprogmodel ved at stille den spørgsmål og bede den om et svar.

    Services, som ChatGPT, Bard og mange flere, bygger på teknologien fra generativ AI og store sprogmodeller. De kan på grund af generativ AI og tekstdata fra de store sprogmodeller finde på nye svar på de spørgsmål, som man stiller dem.

    Kontakt

    Kontorchef

    Frederik Nordentoft Andersen

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3405

    E-mail: frna@kl.dk